fbpx

For et par måneder siden måtte vi sige farvel til en elev, som det ikke lykkedes os at få igennem sit kørekortforløb. Efter sin anden praktiske prøve, som desværre ikke blev bestået, ønskede eleven ikke at fortsætte sit kørekortforløb hos os. Dette primært fordi eleven ikke måtte bestemme præmissen for den nye prøve. Eleven ønskede ikke yderligere kørelektioner inden næste prøve. Som kørelærer forpligter man sig, til at forberede eleven i en sådan grad, at eleven er rustet til sine prøver. Havde vi så gjort det i det her tilfælde, siden eleven ikke bestod efter andet forsøg? Den pågældende kørelærer, som var den 3. fra køreskolen som eleven havde haft forløb med, gjorde hvad han kunne, ud fra den økonomi, samt vilje som eleven besad. Med andre ord, vi havde rustet eleven, så godt som vi kunne. Desværre rakte det ikke.

Eleven fandt en anden køreskole, og dennes kørelærer kørte de ekstra lektioner med eleven der skulle til, hvorefter eleven gik til sin 3. prøve og bestod. Historien kunne ende godt – skulle man tro.
Men eleven har nu gjort det til sin pligt at hænge os ud som et dårligt sted at tage sit kørekort. Dette kan gøres på mange måder – bl.a. div. anmeldelses-sider, som feks Trustpilot.
Vi har rigtig mange positive anmeldelser, som vi er meget stolte over, og derfor piner det mig meget, når vi får en dårlig anmeldelse – jeg synes dog at jeg har formået at svare vores tidligere elev på en ordentlig måde, og jeg synes måske at det er en unfair rating vi har fået, da det vi tilbød, var præcis det samme som elvens nye køreskole var igennem med denne, for at kunne bestå.

Det værste er dog, at denne tidligere elev har opfordret sin partner til at lave falske anmeldelser af køreskolen, og det der ligner en 3-4 andre tvivlsomme navne som også rater os dårligt. Hver gang er disse anmeldelser blevet rapporteret, og efter lang sej kamp, er de helt fair, blevet pillet af igen. Dette afholder dog ikke de samme navne/individer fra at lave nye falske anmeldelser. På Trustpilot kan jeg gøre noget, men desværre kan jeg ikke få lov at rapportere dem på facebook eller google.

Rigtig mange siger til mig, at jeg blot skal glemme det – “Folk ved godt hvad du og din køreskole står for, de kan snildt gennemskue de falske anmeldelser”. Det tror jeg på, men det piner mig stadig, for dem der ikke ved – eller ikke kender nogen der kender os, læser det og tvivler måske?

Jeg kan sagtens tåle kritik, men det skal være sagligt – jeg spørger ALLE de elever der har været igennem KKORT.NU om de har været tilfredse med deres forløb, og opfordrer dem til at fortælle mig om der er noget vi skal blive bedre til. Vi kan ALTID blive bedre, eller gøre tingene anderledes for den enkelte.

Jeg er selv stor tilhænger at fortælle min mening, at anmelde og fortælle om gode oplevelser – men jeg har også lært, at hvis jeg ikke har noget godt at sige, så skal jeg tie.

Åbenhed er vejen frem, og jeg vil til en hver tid fortælle min/vores side af historien.