Disse ting er udenadslære, og du vil blive spurgt om nogle af disse ting til den praktiske prøve(køreprøven). Du må IKKE gamble, og kun læse op på nogle af tingene, det er umuligt at sige hvilket "kort" den prøvesagkyndige trækker og spørger dig om.


Styretøj
§ Loven siger om styreapparatet, at det skal sikre, at bilen kan styres let sikkert og hurtigt. Der må ikke være væsentligt slør i styrreapparatet som helhed, eller i de enkelte dele

Nyere biler må ikke have ratslør. Det betyder at hjulene straks skal følge rattets bevægelse.
For at foretage kontrol af styretøjet, skal bilen være startet. I frigear og med håndbremsen trukket foretager du kontrollen ude af bilen, med føredøren åben, så du kan dreje på rattet og se dit venstre fordæk. Drej rattet mod venstre og se efter at venstre forhjul bevæger sig samme vej som rattet. For at tjekke ratslør på højre forhjul,skal du dreje rattet til højre, og en medhjælper kan se at det højre forhjul bevæger sig. Små korte drej i rattet, så du kan følge hjulene.
På Golfen er der elektronisk servostyring, så bilen er udstyret med en kontrollampe, som vil lyse konstant, hvis der er fejl i servostyringen. Der er derfor ingen servo-væskebeholder.


Bremsepedalen
§ Loven siger om bremserne, at driftsbremsen skal virke på alle hjul. Den skal være virksom, hurtig og sikker ved alle hastigheder og belastninger. Parkeringsbremsen skal kunne holde bilen standset på en hældende vej. Nødbremsen (Parkeringsbremsen eller en anden kreds i et tokreds bremsesystem) skal kunne bremse bilen tilstrækkeligt sikkert, hvis driftsbremsen pludselig ikke virker.

Bremsepedalen må ikke kunne trædes i bund, når der trædes hårdt på pedalen. Den må kun kunne trædes halvt ned. Bremsepedalens belægning må ikke være glat. Der må højest være 1 cm frigang.
Bremsepedalen må ikke synke når den holdes nedtrådt. Hvis du kan træde bremsen i bund uden modstand, så er bremsesystemet defekt.

Vakuumforstærker
Vakuumforstærkeren (eller bremseforstærkeren) kontrolleres ved at du med motoren slukket, træde 4-6 gange på bremsepedalen, ved sidste tryk, holder du bremsen nede. Start så motoren. Bremsepedalen skal da synke et lille stykke.

Bremsevæskebeholderen
Bremsevæskebeholderen skal være påfyldt tilstrækkeligt, mellem min. og max. mærket.


§ Loven siger om lygter at alle lygter og reflekser skal være hele og rene, alle lygter skal kunne lyse og lygter i et lygtepar skal have ens lysstyrke og farve.

Nærlys
Nærlyset må ikke blænde. Derfor skal overkanten af lysgrænsen falde med mindst 1%. Stil dig foran nærlyslygten. På højre lår sætter du en finger i lysgrænsens øverste kant. Gå 1 meter tilbage og lysgrænsen skal være faldet med mindst 1 cm. Nærlyset skal kunne oplyse vejen foran bilen min. 30 meter. Kontakt til nærlys sidder til venstre for rattet, under udluftningskanalen, denne skal drejes helt til højre for at nærlyset er tændt.

Fjernlys
Fjernlyset skal kunne oplyse vejen foran bilen min. 100 meter. Der er en kontrollampe i instrumentbrættet, som lyser blåt, når fjernlyset er tændt.

Positionslys
Positionslyset sidder foran og skal kunne ses 300 meter væk.

Baglys
Baglyset skal være rødt og  kunne ses min. 300 meter væk.

Stoplygter
Stoplygterne skal være røde, og lyse væsentligt kraftigere end baglygterne. Ved kontrol kan du bede den sagkyndige træde på bremsen, så du kan se at stoplygterne virker. På nyere biler skal der være 3 stoplygter.

Blinklygter
Blinklygterne skal blinke med gult eller orange lys, der tydeligt kan ses i sollys. Der skal være 2 blinklys foran på bilen, 1 på hver side, og 2 bag på bilen.

Havariblink
Havariblinket skal kunne tænde alle blinklygter samtidig. I Golfen, sidder kontakten midt i bilen, mellem udlufningskanalerne.

Nummerpladelygter
Nummerpladelygterne skal have hvidt lys, der kan belyse den bageste nummerplade og skal kunne ses min. 20 meter væk.

Horn
Hornet skal have en klar, konstant tone. Ved kontrol, tryk på hornet og lyt.

Reflekser
Bilen skal være udstyret med 2 reflekser bagpå, disse skal være røde, og må ikke være trekantede.



Motoren må ikke udvikle unødig røg
Udstødningsrøgen skal være usynlig. Når motoren er kold, kan røgen dog være hvid (vanddamp). Ved kontrol, kan du starte motoren og gå om til udstødningsrøret og se efter.

Motoren må ikke udvikle unødig støj
I frigear speedes motoren langsomt op. Støjen skal stige jævnt i forhold til trykket på speederen.

Motoren skal være ren og pæn, og ikke være tilsølet i udsivende olie
Der udvikles høje temperaturer i motorrummet under kørsel, og der kan derfor opstå brand i motoren, hvis denne ikke holdes ren.

Udstødningssystemet skal være tæt
Når motoren speedes op, skal støjen komme fra motoren. Kommer støjen nedenunder bilen er udstødningssystemet utæt.

Udstødningsrøret skal sidde fast
Mærk forsigtigt efter. Pas på, udstødningsrøret er beskidt og kan være brandvarmt. Tag handsker på. Brug evt. sålen af din sko til at kontrolere om udstødningen sidder fast.



Motorolie
Motorolien skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde. Det måles på oliemålepinden. Træk pinden op og tør den samtidig af med papir. Sæt den helt på plads og træk den op igen. Oliestanden skal være indenfor min og max mærket på oliepinden. Er der ikke nok motorolie vil advarselslampen for motorolie tænde.

Kølervæske
Kølervæsken skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde bedømt efter instruktionsbogens anvisninger og ikke under min mærket. Er der fejl ved kølervæsken vil advarselslampen for kølervæske tænde.

Sprinklervæske
Sprinklervæskebeholderen skal være påfyldt i tilstrækkelig mængde - der skal være nok til din køretur. Hvis der mangler sprinklervæske, vil der lyse en kontrollampe.



Dækmønster
Dækmønstret skal være mindst 1,6 mm. dybt. Alle dæk har slidindikator(disse er inde midt på dækket, og du kan mærke og udpege dem). Når dækket er slidt ned til dem, skal det skiftes.

Dæktryk
Dæktryk efter bilfabrikantens forskrifter.

Dæk og fælge
Skal være samme type, må ikke være beskadiget.



Støddæmpere
Støddæmperne skal være virksomme ved alle hjul. Det er de hvis bilen straks falder til ro efter et tryk over hjulene. De forreste støddæmpere: Åbn en fordør, træd KRAFTIGT i bunden af bilen, så du påvirker støddæmperen umiddelbart over hvert hjul, det skal nu falde til ro med samme, efter kraftig påvirkning. Bagpå kan bagagerummet åbnes og der trykkes i hvert hjørne af åbningen.
Støddæmperne kan også kontroleres ved langsom kørsel med kraftig påvirkning af bremsen. Bilen skal falde til ro med det samme når der bremses.

 

Held og lykke med din køreprøve!